Læste lige at én jeg gik på gymnasiet med (okay faktisk min bedste veninde i den tid) har udgivet en bog som kan forudbestilles på saxo.dk og hedder feberfrihed. Det er så vildt at folk man en gang fulgtes med, er kommet så langt frem. Og så sidder man tilbage med en grim følelse i maven. Man kigger på hvor meget man selv har opnået, og jo vidst jeg har da en del øvelse i at springe rundt i uddannelsesverdenen og har netop fået endnu et grundforløb i hus (tidligere grafisk tekniker og i fredags en eus indenfor detail). Men at se sine gamle studiekammerater opnå deres drømme, når man selv famler lidt i blinde, for at finde gnisten til noget at lave, giver da lidt et jag i mavsen. Dengang vi mødtes var vi på bølgelængde, og nu er de længder foran mig.
Okay, jeg kan trøste mig med at jeg har nogle udfordringer. Og jeg bliver sådan rost for at jeg klarer mig så godt jeg som jeg gør, på trods af at jeg lige pt. ejer en fin diagnose.
Men når jeg ser andre der udgiver bøger, udstiller kunstværker eller spiller fremragende musik, kommer det grønne monster altså lidt op i mig.
Jeg bliver faktisk lidt sur. Men kun på mig selv, fordi jeg jo godt ved at de er startet et sted og har øvet sig og øvet sig. Jeg er sur på mig selv, fordi jeg ikke har taget mig tid til at øve et eller andet. Også fordi jeg vil det hele og jeg vil gerne kunne det NU.
Og når det grønne monster dukker op, tænker jeg "HALLO, HVOR ER MIT TALENT?"
Men et shout out til alle dem der har passeret min vej, og som har kæmpet for at nå hvor I er idag. I er seje og ikke mindst en inspiration for lille mig. Jeg skal bare lige prøve det hele, før jeg finder min lykkes vej.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar