Nu er vi jo kommet ind i November måned, og vinterdepressionerne er begyndt at melde sig. I hvert fald hos mig. Og det er den slags gaver man ikke ønsker sig. Jeg har selv små-depressioner hele året rundt men om vinteren går det amok. Mest fordi der er intet at lave. Man kan ikke gå ture eller sætte sig ned på posen og drikke sig en øl, så fest og farver kræver initiativ, som jeg selv mægtig gerne vil udvise men eftersom jeg har huset fyldt med katte og en emsig mor så er det desværre udelukket.
Det er også alt den mørke og kulde. Når det er mørkt så ser alting bare mere sort ud, fordi man netop ikke der noget lys. Og det lys der kommer er der mens man selv som regel er indendøre og arbejder eller er i skole.
Og så er der jo også al den der julestress, hvor at man virkelig kæmper for at klemme alt glæde og hygge ud af de ressourcer man nu engang har. Man får stress af at skulle hygge sig. Og så har alle jo problemer med at få pengene til at række, for der skal købes julegaver og juleand og flæskesteg og brunkager og pebbernødder og glanspapir og juletræ og julepynt osv.
Og det kan være svært at se lyset for enden af tunnellen, men vi prøver. Jeg ved ikke hvad jeg gør med hensyn til december måned. Den virker så langt væk og dog så tæt på.
Puha, og så kommer der jo nytårsaften. Den bliver lidt af et dilemma, for der er så mange jeg gerne vil holde nytår med. Vil jo rigtig gerne holde nytår med min kæreste, men vil også holde nytår med min bedste veninde og den gruppe, samtidigt vil jeg også gerne holde nytår med den anden gruppe. Puha, og vi er kun i november.
Nej og så en ting der irriterer mig! Min bror og hans fødselsdag og hans hjernelamme kommentarer. Han sagde til mig at min kæreste ikke måtte komme med til hans fødselsdag. MEN jeg synes det er helt i skoven, eftersom for 2 år siden måtte min daværende kæreste godt komme med, skønt vi kun havde været kærester i en måned, og jeg har på det tidspunkt været sammen med min nuværende i 7. Plus at der er altid denne nævenyttige møgunge der altid kommer med til MIN fødselsdag, og ham har jeg aldrig nogensinde inviteret. Så synes ikke han er helt fair. Og han kan godt tage og vænne sig til min kæreste for jeg er ikke i sinde om at miste ham foreløbigt.
Jeg kender ikke nogen der er så egoistisk som min bror, og han pisser folk op og ned af ryggen. Men jeg bebrejder ham ikke. Jeg bebrejder min mor. Hun har ikke opdraget os ordenligt. Nu tænker I sikkert at jeg sagtens kan pudse min glorie og give min mor skylden når vi opfører os dårligt. Men jeg tror det er vores mor der har givet os dårligt selvværd. Vi har aldrig fået den kærlighed, forældre bør give deres børn. Vi fik ikke nogen kram og fik aldrig at vide vi var gode nok. Vi fik ikke hjælp når vi havde det svært foreksempel da jeg gerne ville flytte skole, da ingen virkede til at ville være venner med mig. Jeg måtte vente til 9. klasse, og da er det bare på en måde for sent, for på det tidspunkt havde jeg lukket mig inde.
Men på samme måde kan jeg jo heller ikke bebrejde min mor det, men nærmere min mormor, som har været en dårlig indflydelse på min mor. ...
Men for at vende tilbage til min bror, så er han virkelig en belastning. Han snakker grimt, deltager ikke i noget, brokker sig over ingenting, og er alt i alt bare røvirriterende. Han er bestemt ikke en jeg vil have i mit liv, og tror ikke vi får set hinanden så meget når jeg engang flytter.
Hvilket skaber et nyt "problem". Jeg ønsker at mine børn har en stor familie der elsker dem, men den slags kærlighed rummer min familie ikke rigtig. Og så må man jo ty til faderens familie, hvilket jo ikke er så stort et problem, for min kærestes familie er flinke og rare og vil kun det bedste for andre. Jeg har bare ikke helt vænnet mig til dem endnu. I deres familie snakker de meget åbent om alting, noget jeg aldrig har lært, så det støder mig rigtig meget når de giver mig konstruktiv kritik. Jeg føler mig helt og aldeles malplaceret i de situationer.
Jeg har prøvet at få nogle af deres gode egenskaber ind i min egen familie, desværre med at meget negativt resultat. Jeg har spurgt min mor om vi ikke skulle have pligter, og så får man foreksempel svaret: "du kan da bare gøre rent/lave mad". Jeg vil jo have at det er lige blandt os alle og at det er noget vi kan snakke om. Jeg har også spurgt om vi ikke skulle sidde ved spisebordet og spise aftensmad som normale familier, men nej, de foretrækker at have flimmerkassen med til bords. Jeg har spurgt om vi ikke kunne komme af med alle de katte vi har, men nej, min mors undskyldning er: "katte giver et roligt sind." Måske én kat eller to, men ikke 14. Jeg synes kattene er dem der ødelægger det meste af humøret og stemningen, og tømmer os alle for livsglæde. Kattene pisser og skider overalt, og det kræver tid og overskud som ingen af os har, fordi der render 14 katte rundt om ens ben og nede i ens mad. Så derfor ligner her et bombenedslag og ingen kan slappe af i en krigszone. Og hvis man prøver at rydde op og gøre rent, så går der 20 minutter og så kan man starte forfra.
Jeg ville virkelig gerne have en rigtig familie hvor der var overskud til at være sammen. Til bare at kunne tale sammen. Den familie bliver nødt til selv at skabe med hjælp fra min kæreste, for har simpelthen opgivet at sætte denne familie på rette kurs.
Det er bare lidt trist at jeg skal vente så længe før min drøm går i opfyldelse. Men så må jeg bruge tiden på at gøre mig selv til det menneske jeg gerne vil være, og gøre mig bedre til de ting jeg har svært ved. Jeg er så heldig at jeg har en kæreste der står ved min side.
Dette var kun et lille indblik i hvad mine depressioner handler om. Fortsættelse følger
- Kylling
Ingen kommentarer:
Send en kommentar