Da min kæreste og jeg boede hver for sig, grinte vi lidt i smug over alle de par der boede sammen og deres skænderier og diskussioner. Undskyld. Det er faktisk utrolig svært at bo sammen med et andet menneske. Man har jo hver sine idéer om hvordan tingene skal ske og hvordan tingene skal gøres, og det var ikke lige med i vores overvejelser, da vi besluttede os for at flytte sammen.
Vi elsker stadig hinanden og har ikke revet hovederne af hinanden (endnu), og vores tallerkener er stadig intakte (vi har ikke så mange, og vi har en del engangstallerkener fra 50 års fødselsdagen). Men det er sgu en udfordring at bo sammen.
Det er ikke ren idyl at flytte sammen med sin elskede, og vi har en de udfordringer. Han har sin ADD/spillemani (ikke ludomani, men sin xbox og ipad) og jeg har min hidsighed/sociale fobi/opmærksomhedkrævende tendens. Men vi får snakket om tingene, og vi prøver så vidt muligt at finde nogle løsninger der passer til os begge.
Måske er en af tingene der generer os at vi er sammen 24/7 nu. Min kæreste går hjemme på kontanthjælp, og jeg har lige pt sommerferie. Og når min sommerferie er slut, så forlader jeg jo kun matriklen 4 aftner om måneden for at tage i skole. Forhåbentlig kommer der lidt mere arbejde til mig, så jeg kan komme ud og min kæreste kan få lidt fred, og forhåbentlig kan han snart komme ud og lave noget så jeg kan få lidt fred. Når man er så meget sammen, så mangler man en gang i mellem at savne hinanden.
Hvordan klarer I livets udfordringer med jeres udkårne?
Ses smukke mennesker <3
Ingen kommentarer:
Send en kommentar