Ualmindeligt almindelig

God formiddag derude i blogland

Jeg er mega forvirret og trist for tiden. Jeg ved ikke hvor jeg er på vej hen, og kan ikke følge sporene tilbage til sidst jeg var sådan rigtig glad. Jeg føler jeg er trådt et skridt tilbage i mit liv, til der hvor jeg ikke ved om det jeg har gang i er det rigtige for mig. Her snakker jeg om den uddannelse jeg er igang med. I onsdag brød jeg fuldstændig sammen, da jeg var ved at skrive ansøgninger, og simpelthen ikke kunne finde motivationen til hvorfor jeg søgte netop dér. Der er ingen motivation tilbage. Jeg tog uddannelsen indenfor detail, fordi jeg ville have have et job og tjene nogle penge. Penge var min motivation. Og nu sidder jeg på et praktikcenter, og får skolepraktikydelse, som minder om en SU (Den er dog en lille smule højere, men det mærker jeg på ingen måde), og har endnu ikke fundet arbejde. Dette ("skole")år skulle være et sabbatår, hvor jeg skulle tjene penge til livet og vejen (og betale noget af al min gæld af) og hvor jeg skulle finde mig selv, og finde min plads i verden. Nu hvor der er gået et halvt år fra, at jeg blev færdig med min HF, er mit sabbatår ikke gået helt efter forventning, og det bider mig i røven nu. Jo vidst, jeg har da fået et grundforløb indenfor detail med pæne karakterer, men det var ikke helt det der var min plan.
Og i onsdags slog det klik. Det var faktisk ikke der her jeg ville. Men hvad vil jeg så, spørger du sikkert. Og det er det jeg ikke ved. Jeg ved ikke rigtig hvad jeg synes er spændende eller hvad der kunne gøre mig glad.
Jeg har snakket lidt med min nye sps-vejveleder om det her i onsdags, som sagde at jeg skulle finde ud af det, og hvis jeg fandt ud af at detail ikke var det jeg ville, så ville han arrangere et møde med en studievejleder. Derudover har jeg snakket lidt med min kontaktperson om det (min oprindelige kontaktperson er åbenbart stoppet, så fik en reserve-kontaktperson. Jeg skulle have haft en helt ny kontaktperson i næste uge, men da reserven syntes det var synd at jeg skulle til at åbne mig op for en helt ny, efter vores snak, så har hun overtaget mig. Så min reserve-kontaktperson er nu blevet min primære kontaktperson).
Hun siger at det er helt forståeligt og helt normalt at jeg har det sådan. Jeg håber lidt at hun også kan hjælpe mig i jagten på min drøm.
Men hvor pokker skal man dog starte når man skal finde ud af hvilken "hylde" man hører til på?

Jeg har svært ved at holde fokus på mine tanker, da der sker så meget omkring mig, og der er nogle store konsekvenser hvis jeg ikke længere går på praktikcenteret.
Somme tider ville jeg ønske at jeg var så syg at jeg ikke skulle tænke på den slags, men ved også godt at det er en dum tanke. Jeg vil jo gerne bidrage til samfundet på den ene eller anden måde, men det skal også være på mine præmisser.
Jeg gad virkelig godt have en drøm eller et talent, som jeg elskede at lave, som jeg kunne tjene penge på, men når man ikke engang ved hvad der gør én glad så er det saftsusende svært.

Hvordan fandt I jeres passion?

Ses smukke mennesker <3