TradeDoubler Verification

torsdag den 24. oktober 2013

rygestop!

Mig og alle mine gode råd. Jeg kan jo sagtens sige hvordan I kan spare på jeres penge, men jeg må også selv komme ind i kampen. Som jeg har skrevet før, så har jeg den dårlige vane at jeg ryger. Og det koster mig over 1000 kr om måneden. Og de penge kunne sagtens bruges mere fornuftigt. Og så er det bestemt ikke godt for helbredet.
Men det er super svært at stoppe. Det er ren vane og en del af rutinen. Normalt når jeg sidder og skriver disse indlæg, sidder jeg med en smøg i hånden. Det første jeg gør om morgenen er at sætte vand over til kaffe og tænde en smøg. Inden jeg går i seng, ryger jeg en godnat smøg. Efter jeg har spist: tak-for-mad-smøg. Efter sex: Smøg. I pauserne: Smøg. Når jeg går, keder mig, skal slappe af. Smøg, smøg, smøg!
Og man nyder jo ikke smøgerne. Jeg kan sidde med en smøg og være ved at tænde en ny, fordi jeg har glemt at jeg allerede har tændt én.
Og jeg er dybt afhængig, når jeg udbryder: "jeg trænger til en smøg". Men hvad præcis er det man trænger til? Nikotinen! Hvorfor ved jeg ikke. Første gang jeg var fast ryger, var da jeg gik i 10. klasse. Min bedste veninde røg, og for at passe ind, røg jeg med. Jeg brød mig ikke rigtig om det, så en dag sagde at jeg ikke gad at ryge mere. Og så stoppede jeg.
Da jeg var flyttet hjemmefra og var 19, sad jeg en dag sammen med en veninde. Vejret var dejligt og jeg blev nostalgisk og tænkte på tiderne på posen (en græsplæne i Hillerød), og fik lyst til en smøg. Jeg købte en pakke med 10 i. Jeg var bidt på krogen. Jeg gik i lang tid og skjulte det, for min mor og min kæreste.
Da min mor opdagede det, var hendes eneste respons: "Det har du da ikke råd til". Og hun fik ret. Nu sidder jeg 2½ år efter og har brugt ca. 38.000 på cigaretter (på 2½ år).

Og nu hvor alle tal på kontoen er lige så røde som mine ører, tænker jeg at det kan være nok. Jeg har simpelthen ikke råd til det. Der er så mange ting jeg hellere ville end at ryge. Jeg ville gerne afbetale min gæld, og spare op til en lejlighed.

Så nu vil jeg stoppe! Eller i hvert fald skære kraftigt ned.


Min udfordring til mig selv! 
Jeg må ikke købe flere smøger!

Ønsk mig held og lykke!
Ses smukke mennesker <3

Ingen kommentarer:

Send en kommentar