angst og øl

man mærker kroppen give slip ved første øl

næste øl gør mig sløv og jeg glemmer

den knude i min mave, som ønsker at blive skåret ud

men jeg ejer ikke en gang en dolk

jeg glemmer mit egos ballonlignende udtryk

og den indre stemme, der fortæller at jeg stadig ikke er god nok

den tredje øl og jeg glemmer efterhånden at tælle

tæller ikke længere mennesker eller øl jeg har drukket

eller penge jeg har brugt

og nu begynder jeg for alvor at glemme

glemmer hvor jeg startede

og glemmer planen om hvor jeg skulle hen

glemmer min krops begrænsninger

og glemmer de ting jeg har sagt eller ikke fik sagt

og nu begynder jeg at glemme at jeg har drukket overhovedet

min bevidsthed siger jeg har, men munden siger nej

nu glemmer jeg hvad jeg vil fortryde i morgen

jeg glemmer dengang vi mødtes og husker pludselig at det var sådan her

jeg glemmer hvordan jeg ser ud, og kan begynde at græde når jeg kommer i tanke om det

jeg græder nu

min bevidsthed ved godt hvordan man går, men det har kroppen glemt

Men jeg holder angsten borte. 

Angsten for at blive glemt, for hvem glemmer dem der ikke husker sig selv?

angsten for at begå fejl, forbyttes med "hvor mange fejl kan jeg lave"

angsten for at blive snydt, for man når et punkt hvor man tænker: " jeg skal ikke have mere"

angsten for at være alene, for alene er kun den der ikke kan snakke med sig selv og sine dæmoner

angsten for at andre har det bedre end én selv, for alle andre knækker sig eller skændes eller græder

når jeg drikker tager angsten min fornuft i hånden og går ud sammen